På vikingetogt i Danmark – Byen, havnen og historien

Kategori: Sundhed

Hvis der er noget, vi som danskere er stolte af, så er det vores store bedrifter i fortiden. Især to bedrifter træder frem i rampelyset og lader de andre stå tilbage i støvet: Vores forrygende 2-0 sejer over de tyske naboer ved EM ’92. Og nu vi snakker om naboer, så var det også ret fedt, dengang, vi var store barske vikinger og erobrede det meste af norden! Denne tidsperiode har plantet sig solidt i vores kollektive bevidsthed som en evig sejr og påmindelse om, at vi faktisk er både gode, stærke og modige (og så ser vi lige bort fra de mindre fede ord som blodtørstige, vandaliserende og så videre…). Eftersom vores kulturelle baggrundshistorie i den grad er præget af vikingetiden, byder den nuværende kultur naturligvis på både historisk interessante levn og nyere genskabninger.

 

Byen

Tilbage i 1994 startede man i den grønne by Frederikssund et projekt, som egentlig udsprang af det årlige vikingespil. Deltagerne følte simpelthen ikke, at det var nok at tage tilskuerne på en skuespilsmæssig rejse tilbage til vikingernes tid – de ville skabe noget mere permanent, til at understøtte historien. Det projekt er sidenhen blevet til intet mindre end en historisk korrekt rekonstruktion af en vikingelandsby. Vikingebopladsen er i dag et frilandsmuseum med gratis adgang og hele fem grubehuse (små nedgravede huse der har fungeret som værksteder og lignende) samt et langhus (der var vikingernes mere permanente bolig). Frederikssund er med andre ord ikke bare en dejlig by at bo i, den er også et oplagt turistmål for den vikinge-interesserede rejsende.

 

Havnen

Har man fået blod på tanden efter Vikingespillet og vikingebopladsen i Frederikssund, kan man godt trække i vandrestøvlerne og drage videre til Vestjylland, hvor Bork Vikingehavn er en massiv installation, der inviterer dig 1000 år tilbage i tiden til dengang hvor man foretrak øksen frem for pennen. Bork Vikingehavn har, som navnet antyder, en havn, hvor genskabte vikingeskibe vugger blidt på vandet, og henover foråret og sommeren er der er bredt udvalg af spændende events. Stedet er desuden godt befærdet af statister klædt ud som vikinger, der bidrager til at skabe den rette stemning og følelse af at være tilbage i en svunden tid. Om det er de prægtige vikingeskibe, træningspladsen eller et blik tilbage i tiden, der lokker, så er Bork Vikingehavn et godt bud.

 

Historien

Er du på jagt efter det helt autentiske, kan de to første eksempler måske virke gode men ikke helt tilstrækkelige til at stille din nysgerrighed efter vikingernes verden. På Vikingemuseet i Aarhus bliver det ikke mere ægte. På Store Torv midt i byen ligger en Nordea, men tager man den lange tur ned ad en trappe til udstillingslokalet, ender man netop der, hvor de udstillede artefakter i første omgang er blevet fundet. Hernede i de nedgravede grubehuse finder du ægte ting fra ægte vikinger og endda et ældgammel skelet, der vidner om en mordgåde, som for længst er gået tabt i historien!

 

Vikinger vil nok aldrig holde op med at fascinere os, og heldigvis er der mange ildsjæle rundtomkring i landet, som gør deres bedste for at bevare vikingetidens efterladte levn eller genskabe den forunderlige tid i nye formater, så vi alle sammen kan være med og blive klogere.