Mænd har det sværere som plus size

Kategori: Mode

Det er blevet moderne at være plus size kvinde, men hvornår bliver det lige så accepteret at være plus size mand? Der findes ikke nær så stort udvalg af smart tøj til store mænd som til store kvinder – endnu, men mon ikke plus size manden også kan blive moderne. Man kan i hvert fald håbe, at det med tiden bliver nemmere og sjovere for mænd at shoppe tøj i store størrelser.

 

Svært ved at finde tøj der passer

Hvis din krop som mand ikke er bygget som de mindre standardstørrelser, der findes i langt de fleste tøjbutikker, kan det være en kamp at finde tøj, der passer godt. Tøj i store størrelser til mænd må findes i særlige butikker, hvis man vil uden om trøjer med for korte ærmer, bukser der stumper eller sidder ubehageligt og jakker eller skjorter, der ikke kan lukkes pænt foran.

 

Mindre udvalg

I mange af de tøjbutikker, hvor der rent faktisk findes et udvalg af tøj til store mænd, må manden skuffes over ikke at have lige så meget at vælge imellem som i de gennemsnitlige størrelser. Det betyder også ofte, at det store tøj ikke har den samme stil som det resterende tøj, da det ofte bliver designet i højere grad for komfort end for udseendet. Er man en stor mand, der går op i mode, er det da ærgerligt ikke at kunne klæde sig lige så smart, som man vil. Det kunne være fedt med en større variation, så shopping for plus size manden ikke behøver være en frustration.

 

Plads til store mænd i modebranchen?

I de senere år er der i modebranchen kommet mere og mere fokus på kvinder med større former, end hvad der normalt fremgår på forsiderne. Når debatten går om, at alle kropsformer er smukke, handler det ofte om kvinder, men skal snakken ikke også have lige så højt fokus på mændene? Flere og flere kurvede kvinder kommer på forsiderne, så hvorfor ikke også åbne op for at repræsentere de lige så forskellige mandekroppe?

 

På vej mod nye tider for store mænd

Modelbureauet IMG har været nogle af de første til at sætte fokus også på mandlige plus size modeller for at vise det samme naturlige kropsideal, som der bliver vist for plus size kvinder, og på den måde har de skilt sig markant ud i branchen. De lancerede som de første nogensinde en afdeling udelukkende for større og højere mænd i forhold til normalen blandt modeller.

Forhåbentlig er et initiativ som det af IMG et, der kan smitte af, så det positive syn på større mandekroppe spredes. Man kan i hvert fald forestille sig, at jo mere modebranchen går foran, jo nemmere bliver det at handle smart tøj til store mænd. Det kræver, at der kæmpes videre for at gøre det til noget normalt og ikke en form for sensation at bruge store mænd som modeller for fremtiden. Vi har set det lykkes for kvinderne, så det må også kunne lykkes for mændene.